Verdens hurtigste sejlerskole


Duelighedsbevis
 

Duelighedsbeviset er sejlerfolkets kørekort. Det er ikke lovpligtigt i Danmark, men drømmer du om at leje en båd i Grækenland, Caribien eller et hvilket som helst andet sted i verden, så kan du være næsten sikker på, at du skal kunne fremvise et duelighedsbevis.

For at få et duelighedsbevis skal du bestå en praktisk og en teoretisk prøve. Rækkefølgen er ligegyldig og hvert delbevis holder evigt. Bestod du den teoretiske del som søspejder for mange år siden, men kom aldrig videre, så har du muligheden for at supplerer med den praktiske prøve og få udstedt et duelighedsbevis.

Vi underviser til den praktiske prøve og er meget seriøse omkring de ting som skal læres for at kunne bestå. Den praktiske prøve består af en lille smule teori, som bl.a. drejer sig om vigeregler, havmiljø, brandbekæmpelse og nødsituationer. Den praktiske del af undervisningen drejer sig i store træk om at kunne håndtere båden uden at bringe sig selv og andre i fare. Derfor vil forhold omkring sikkerhed være gennemgående for hele kurset og det er også sikkerhed der bliver lagt vægt på til prøven.

Den teoretiske prøve underviser vi ikke til. Vi henviser til sejlklubber og andre private sejlerskoler som tilbyder denne ydelse, men vi vil dog minde om, at den teoretiske del af duelighedsbeviset også kan tages på internettet. Er du allerede i gang med et internetstudie, er vi naturligvis behjælpelige med at svare på spørgsmål og løse opgaver når vi mødes. For helt uerfarne er det en stor fordel, at tage den teoretiske del efter den praktiske prøve, idet en lang række af begreber og udtryk da vil være bekendte.

 Navigation

Copyright © 2007 JDM Rådgivende Ingeniør Aps• Site by: NemWeb
2100 København Ø – tlf: 88 30 72 20 – mail: jdm@jdm-ing.dk